Nordiske toner – LYT og SYNG MED

– en anderledes og berigende koncertform, der sigter meget bredt og involverer publikum.

Inger Dam-Jensen beskriver projektet således:

“Kom til denne helt særlige stund, hvor du vil få mulighed for at synge med på sange fra Højskolesangbogen, få åbnet og varmet stemmen godt op og blive introduceret til simple og effektive stemmeøvelser. Desuden vil jeg synge en række nordiske sange og romancer akkompagneret af pianisten Madeleine Sjöstrand. 

Det er en kendt sag, at man bliver glad af at synge. Inger møder publikum i øjenhøjde og kan med sin store sangtekniske viden og menneskelige indfølingsevne give såvel øvede som mindre øvede nogle gode tips, der kan tages med videre ud i livet og medvirke til en øget sangevne og -glæde.

Ud over fællessange fra Højskolesangbogen kan programmet f. eks indeholde sange af Carl Nielsen, Lange-Müller, Grieg, Stenhammar og Sibelius.

Pianisten Madeleine Sjöstrand er født i Sverige.

Hun er uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København samt på The Juilliard School i New York.

Hun er særdeles efterspurgt som akkompagnatør i både Danmark og Storbritannien og har stor erfaring inden for en række genrer såsom lied, opera, cabaret, musical, improvisation mm.