På baggrund af en klassisk musikeruddannelse og mange år som solooboist i Det Kgl. Kapel står Henrik Goldschmidt i dag som en af vore allermest alsidige og vidtfavnende musikere.
Han behersker med samme sprudlende musikalitet og instrumentale overskud de klassiske kammermusikværker, de enkle sange af f.eks Carl Nielsen, klezmermusikken og al den anden farverige musik, han sammen med Anders Singh er eksponent for.
Henrik blev ansat i Det Kgl. Kapel i 1986 og har desuden været ansat i Berliner Filharmonikerne, Det Filharmoniske Statsorkester i Hamborg, DR Symfoniorkestret og har repræsenteret Danmark i The World Symphony Orchestra. Den 1. november 2022 forlod han stillingen i Det Kgl. Kapel og helliger sig nu sin freelance karriere og det pædagogiske arbejde.
Han er en stærkt efterspurgt foredragsholder, emnet kan bl.a. være ”Manden, der ville reparere verden med musik”, der var titlen på Daniel Øhrstrøms portræt af Henrik og hans alsidige virke (udgivet 2019 på Kristeligt Dagblads forlag).
Duoen Singh & Goldschmidt har en fyldt kalender med koncerter over hele landet.
Fortællekoncerten ”Flugten” med stjernesopranen Inger Dam-Jensen og Singh & Goldschmidt fortæller i ord og toner den dramatiske historie om Henriks slægts flugt fra nazisterne i Tyskland, via Danmark til Sverige.
Henrik grundlagde i 2003 Middle East Peace Orchestra og turnerede i en årrække med dette ensemble over hele verden. I dag kalder musikerne sig Middle East Peace Ensemble, og der er stadig bud efter dem i mange forskellige sammenhænge, små som store, da ensemblet med dets kombination af musikere med forskellig religiøs og kulturel baggrund er et levende bevis på, at musikken overvinder alle barrierer.
Henrik Goldschmidt modtog i 2022 en af dansk musklivs allermest prestigefyldte priser: Hædersprisen på kr. 750.000 fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat.
Prisoverrækkelsen skete ved en koncert i Symfonisk Sal i Aarhus, hvor Henrik optrådte som solist med Aarhus Symfoniorkester i en uropførelse af sit eget værk “Mein Auge fotografiert” for obo og strygere..
Se Birgit Tengbergs fine video om Henrik.
Henrik har gennem årene modtaget en lang række andre udmærkelser, bl.a. Jakob Gade Prisen, Det Kongelige Teaters Pris, Dansk Musikerforbunds Hæderspris, Emil Holms Legat, Wilhelm Hansen Fondens Hæderspris, H.C. Lumbye Prisen og P2-prisen som ”Årets Ildsjæl” (for sit arbejde med Goldschmidts Musikakademi). I september 2021 modtog han som den første dansker nogen sinde PL-prisen på kr. 100.000 ”for sin enorme indsats for musikalsk samarbejde på tværs af sprog, kultur og religion – ude i verden og her i Danmark”.
Foruden alt dette har Henrik et brændende pædagogisk engagement, der resulterede i grundlæggelsen af Goldschmidts Musikakademi, en privat musikskole, der tilbyder gratis sang- og musikundervisning for børn og unge på Nørrebro i København. I foråret 2019 åbnede en afdeling af skolen i Aalborg. Det er muligt at booke Stjernekoret og Henrik Goldschmidt ved direkte henvendelse til Goldschmidts Musikakademi, tlf. 30 11 50 21.
2017-2022 var han adjungeret professor på Syddansk Musikkonservatorium.
Goldschmidts Musikakademi blev portrætteret på TV Kosmopol den 5. april. Indslaget om skolen ligger ca. 15 minutter inde i udsendelsen.
Send en mail for at booke Henrik Goldschmidt.
Henriks indspilning af “Gabriel’s Oboe” har opnået flere end 21 mio. visninger på YouTube. Se den her: